FREDERIK STJERNFELT

Bidragsyderen er lektor i litteraturvidenskab samt redaktør af tidsskriftet Kritik. Han begyndte som kulturanmelder på Weekendavisen i 1994, og dette interview var én af hans første opgaver.

Tegnerens tæt mediedækkede besøg i Danmark i sidste uge viste en sympatisk olding, bestandig smilende forundret over den furore som hans ankomst har vakt, ikke blot her men i en række europæiske lande, som gradvis forvandler hans fordringsløse første rejse uden for staterne til et mærkeligt triumftog. Jeg er overrasket over, at ænderne er så populære her, siger Barks, men det må jo passe, de kan vel ikke arrangere sådan et opløb.

Hvordan følte De det at være anonym tegner hos Disney?
Så længe jeg fik min løn blev jeg ikke vred og smed med rådne æg.
Hvad synes De om tegneren Don Rosa, der har givet Joakim en fortid?
Han ændrer Joakims træk og karakter - men Joakim er jo Disneys ejendom, ikke min!
Men De må vel have et personligt forhold til Joakim, som De selv har skabt?
Ja, der er nogle ting ved den nye Joakim, jeg ikke kan lide, han er for grådig, opfarende og aggressiv. Jeg mener, at Joakim er god nok på bunden.

Hvorfor tror De, folk kan lide ænderne?
Måske fordi min livsfilosofi ændrer sig alt efter historien! Folk kan gå ind i historierne og finde den livsfilosofi, de kan lide...
De har aldrig tænkt på at voksne skulle læse Deres historier?
Jeg har aldrig skrevet for nogen særlig slags person. Men ingen børn er så dumme, som udgiverne troede de var. Da jeg var seks år, vidste drenge alt muligt om skydevåben og kemi og meget mere - det gik jeg ud fra børn vidste, så historierne blev temmelig voksne. Men jeg kan ikke lide de nye TV-udgaver af dem, de er ikke god underholdning. De er lavet for børn med hurtige øjne og meget kortvarig opmærksomhed, fulde af voldelige sidehistorier.
Hvordan påvirkede Disney-koncernens moralkodex Dem?
Aldrig særlig meget. Jeg fik aldrig nogen specifikke instruktioner. Jeg måtte ændre nogle enkelte billeder i nogle få historier. Jeg skulle f.eks. ændre mennesker i historierne til dyr - og være tækkelig med kvindelige ænder. Det er jo kun æventyrskikkelser, de har ikke sex, babyer og bliver ikke født. Jeg ville ønske Don Rosa ikke havde forsøgt at tilføje disse ting, det tager mysteriet ud af historierne. Hos ham bliver Onkel Joakim rig ved held og ved andres hjælp - det havde jeg ikke forestillet mig.

Deres historier handler om mange forskellige lande - hvorfor er det Deres egen første rejse uden for USA?
At skrive og tegne holdt mig jo låst inde - og jeg var ikke en af de højstbetalte. Men det er overvældende - f.eks. i Paris i juli måned, hvor der skal være en parade. Jeg glæder mig til at se, om de virkelig har fået trænet 120 udklædte hvide ænder til at gå i parade og sige quack-quack! i kor. Det kunne ikke engang Napoleon forvente.

På en vis måde er Carl Barks ikke nem at interviewe. Han er venlig, ja, elskværdig, forekommende, svarer beredvilligt på alt - men alligevel undvigende. Den megen hyldest har han mest venlig undren med et ironisk strejf til overs for. Han er om nogen den arketypiske self made man, der fik sen succes efter at have forsøgt sig med et tital af mislykkede karrierer fra skovhugger til hønsefarmer.
Det mærkelige ved at møde Carl Barks er at møde en stor kunstner, der er beskeden i en grad så det virker helt patologisk målt med dagens kunstverden - der er ydmyg over for sit værk i en grad så han viger uden om at udlægge det.

Dette bidrag er et uddrag af en artikel bragt i Weekendavisen den 17. juni 1994. © Weekendavisen