SØREN HANSEN

Bidragsyderen er privatsamler af amerikansk og dansk Disney-memorabilia og har 30 års erfaring i køb og salg indenfor området.

Det var forår - og jeg læste avisen i toget på vej til arbejde, som jeg plejede at gøre. Men pludselig fangede mit blik noget vældig interessant: En artikel hævdede, at Egmont ville invitere Carl Barks til Danmark eller rettere på en Europaturné - hvor også Danmark ville få besøg af den berømte tegneserieskaber. Kunne det virkelig være rigtigt? Efter at have chekket (og dobbeltchekket) oplysningernes sandfærdighed gik jeg så igang med planlægningen!

Planlægningen til hvad? Jeg havde naturligvis sat mig for, at jeg VILLE møde min barndomshelt og idol - og sige ham tusind tak for alle de gode oplevelser, han havde givet mig og andre Donaldister. Hustruen blev underrettet og indviet i mine planer - og nærmest lidt henkastet og ligegyldigt sagde hun: Nå ja - hvis du så gerne vil - så prøv dog bare. Hun forstod nok ikke helt, hvem Carl Barks egentlig var på dette tidspunkt - men senere kunne hun godt se, hvor vigtig en begivenhed det i realiteten var. Jeg meddelte min daværende arbejdsplads, at jeg SKULLE holde ferie i den uge, hvor Carl Barks kom til København - og det gik naturligvis glat igennem.

Så begyndte forberedelserne: Jeg kontaktede Egmonts daværende informationschef Lene Balleby - som iøvrigt var vældig sød og rar - og forklarede hende, hvor vigtigt det var for mig at møde "Mesteren" denne ene(ste) gang, han var i Danmark. Hun sagde som udgangspunkt, at det var der jo rigtig mange, der gerne ville, men hun skulle se, hvad hun kunne gøre - men ville iøvrigt ingenting love...
Der gik et stykke tid, og pludselig en dag dukkede der et brev op fra Egmont: Jeg var blevet inviteret til en reception sammen med nogle få andre udvalgte samlere, som fik lejlighed til at hilse på Carl Barks! Jeg var himmelhenrykt og svævede næsten på en sky i mange uger efter brevets ankomst...! Tænk sig: ...Manden, som jeg for første gang havde set som 9-årig på et billede i en bog (Den store Onkel Joakim), og som jeg altid havde ønsket at møde, kom til København, og jeg skulle hilse på ham! Det var næsten for utroligt til at være sandt! Jeg var 27 år dengang, og havde ikke drømt om at kunne opnå at møde denne verdensberømte tegner - han var immervæk midt i 90èrne...

Dagen oprandt, hvor han skulle ankomme (det var torsdag den 9. juni 1994), og jeg hilste ham sammen med tusindvis af andre fans velkommen til København. Han kom ind med Oslobåden om morgenen. Det mest kiksede var iøvrigt, at musikkorpset på kajen spillede kendingsmelodien fra ... "Muppet Show"!
Nationalmuseet, hvor hans berømte oliemalerier var udstillede, blev naturligvis besøgt dagen efter, og jeg købte plakaten "Vacation Time" derindefra samt udstillingskataloget med Barks oliemalerier.
Men dagen efter - den 11. juni - var den, jeg ventede på!

Og det BLEV en uforglemmelig dag: Jeg ankom med min invitation i hånden (den fungerede som adgangsbillet) og maste mig igennem kødranden af mennesker/fans, som havde samlet sig foran "Det Kulørte Bibliotek": Undskyld, jeg skubber lidt ... sorry! ... men jeg har et vigtigt møde kl. 10.30...
Udstillingen skulle åbne kl. 11.00, og receptionen startede en halv time før, hvor hr. Barks ville være tilstede ved en lille hyggelig sammenkomst. Da jeg ankom ovenpå, var han endnu ikke kommet, men der var en summen og en speciel stemning som var helt ubeskrivelig! Det skal lige indskydes, at "Det Kulørte Bibliotek" er en ældre lejlighed, som består af stuer og rum (altså ikke eet stort lokale - men flere små). Der stod jeg så - med videokamera under armen og almindeligt kamera i lommen. Hvor ville det nu være det strategisk bedste sted at placere sig? Jeg gik lidt omkring, og nærmest ved en tilfældighed var jeg pludselig alene i et rum, hvor der stod lagkage og små velkomstdrinks. I det tilstødende lokale foran mig lød der pludselig en del tabernakel - nogen var på vej op ad trapperne...
Et større følge kom ind, og jeg kunne ikke se ret meget, eftersom jeg var i det bagvedliggende lokale. Pokkers osse! Nu står jeg her alene - og dér, hvor det hele foregår, er ALLE de andre. Typisk! (Hvem nævnte udtrykket: "Uheldig som Anders And"?).

Men bedst som det så mørkest ud, vendte hele situationen sig pludselig til min fordel! Barks fik overrakt gaver - og alle rykkede lidt væk fra ham. Gaverne blev overbragt til følget af Egmont-medarbejdere - og Carl gik hen imod stuen, hvor jeg befandt mig. Pludselig indså jeg mit ufattelige held! Jeg mandede mig op, gik hen imod ham, rakte hånden frem, og vi gav hinanden et godt håndtryk. Vi udvekslede lidt ord, og jeg fik sagt, at det var en meget stor ære at møde ham her i København. Egentlig ved jeg ikke, om han troede, jeg var en slags vært på stedet - men jeg fik hurtigt anbragt et kamera i hånden på en Egmont-medarbejder, som forevigede Carl Barks og undertegnede med et Klik. Et varigt minde om en meget stor oplevelse!

I rummet, hvor vi stod, kom nu alle de andre gæster ind, og nu opdagede Carl for første gang sit sidste manuskript "Den Trojanske Hest" sat op på store plancher på væggene. Det var tegneren William van Horn, som havde fået æren af at lave tegningerne hertil, og manageren Bill Grandey forklarede os, hvad van Horn havde gjort hvor og hvorfor. På et tidspunkt bemærkede Barks, at van Horn havde tegnet et overskæg anderledes, end han oprindelig selv havde tænkt - men at han kunne lide det...

Alt dette filmede jeg på video, og mit håb er, at denne unikke optagelse en dag vil kunne beses af mange andre Barks-fans! Det er nærmest historisk at tænke på, at Barks i realiteten står og kommenterer og vurderer en anden mands tegninger - ud fra sit eget manuskript. Cirklen var sluttet! I 1943 var den første historie Barks tegnede til Walt Disney's Comics & Stories #31 "kun" med hans tegninger - men ikke med hans eget manuskript. Dette skulle hurtigt ændre sig fra og med næste nummer, hvor Barks altid lavede både manuskript og tegninger til sine historier. I hans absolut sidste historie var det dog omvendt. Her leverede han "kun" manuskriptet - men en anden tegnede historien. Og iøvrigt ... hvilken stor hæder og ære det må have været for William van Horn!

Endnu en sjov episode sker herefter: Barks ser nu ind i et andet rum, hvor der til lejligheden er opstillet borde til 3 andre Disney-tegnere. (det er frygtelig pinligt - men jeg husker ikke hvem. Jeg var vist "Barks-fikseret" i de dage...!). Meningen var oprindeligt, at disse 3 tegnere skulle signere Anders And-blade for de besøgende, når udstillingen åbnede kl. 11.00. Men som den fantastisk rare og venlige mand Carl vitterlig var, tager han nu plads på en af stolene - og sidder og venter. Tager så en blækpen op af lommen - og en person siger: Ja - det ser ud til, at hr. Barks gerne vil signere, hvis nogen er interesserede! Mon ikke! Jeg havde gudskelov taget 2 amerikanske hefter med, hvis lejligheden bød sig: WDC&S #140 fra 1952 (heftet med Georg Gearløs' debutoptræden) og Uncle $crooge #11 (hvor Joakim står og stryger pengesedler). Begge numre har klassiske Barks-forsider. Barks signerede dem begge, og jeg synes, det var genialt af ham at skrive på selve strygebrættet på U$11.

Til denne seance har jeg bl.a. videoklip af Jørgen Klubien (Disney-tegner), som har en snak med Carl om, at han netop har arbejdet for Jack Hannah og skulle viderebringe hilsener fra ham. (Jack Hannah var medtegner på Barks' første Four Color "Donald Duck finds Pirate Gold" fra 1942.) Da denne "signeringsseance" var vel overstået, blev Barks hurtigt bragt ned fra "Det Kulørte Bibliotek" og kørt væk sammen med Egmont-følget.
Derefter åbnedes udstillingen officielt, og masser af mennesker/fans vrimlede ind i lokalerne. Jeg så tydeligt, at de alle spejdede rundt! Hvor var han? Var han der mon? Måske i det næste rum...? Beklager! Hr. Barks er taget videre afsted ud på Europaturneen. Og vi som havde været der - de heldige - havde mødt ham i virkeligheden!
Vi stod nærmest paralyserede - stirrende - lidt sagtmodige - men alligevel med et skævt smil på læben. Det lykkedes! Ideen og forehavendet om at møde verdens mest berømte tegneserieskaber var lykkedes til fulde!

Vi kender det nok allesammen; der er visse øjeblikke i ens liv, der sætter sig ubetinget fast og fremkalder spontan glæde, når man tænker tilbage på dem. Jeg oplevede hele 2 af disse øjeblikke i 1994; min datter kom til verden - og jeg mødte "Mesteren" Carl Barks!

Møde med Mesteren		Signeringsseancen

Dette bidrag er skrevet specielt til denne hjemmeside. © Søren Marsner Hansen