Det er næppe muligt at finde én eneste
Carl Barks-historie uden lydord - også kendt under den
imponerende tekniske betegnelse Onomatopoietika. Der er tale om
lydefterlignende ord såsom Bang,
Brag og Bum,
og de er associerede med de objekter eller handlinger, de
henviser til. Barks anvendte dem hele tiden, og de kan groft
inddeles i to grupper - A. Ord kun bestående af store sorte
bogstaver og B. de såkaldte outline-ord, hvilket dækker over
ord, der har en afvigende farve indenfor den sorte yderstreg.
Denne side beskæftiger sig udelukkende med den sidstnævnte
gruppe.
Det er let at se, hvor mesterligt Barks tegnede disse outline-ord,
og hvor omhygelig han var, når han benyttede dem; de er ekstremt
forskellige. Tag som eksempel én af de helt enkle hovedgrupper i
undersiderne, der kaldes Eksplosioner. En mindre dedikeret tegner
ville sandsynligvis blot benytte ordet Boom
mere eller mindre automatisk som lydord til en eksplosion. Men
ikke Barks! Han gik altid lige et skridt ekstra og tegnede mange
forskellige lydord for det samme! Undersiderne er fyldte med
mange eksempler på Barks' opfindsomme tankegang, når han
tegnede sine Lydord.
NB.: Det er en selvfølge at gengive Barks' originale ruder, hvorfor koderne for disses første publikation er de amerikanske, men de efterfølges af de tilsvarende danske førsteudgaver i parentes. Enhver, der har lyst, kan således selv dømme om, hvordan de danske tegnere har klaret transformationen af lydordene til dansk...
http://www.cbarks.dk/LYDORDENE.htm | Dato 05-04-2007 |