Det enkle ord Jagt kan, i sin bredeste betydning, dække over en hel del. I Carl Barks' kæmpestore og meget vekslende andeunivers jager hovedfigurerne på mange højst forskellige måder i historierne; Anders jager efter nevøerne, Joakim jager ny indtægter, og Højben jager de nemme penge. Og Anders drev endog jagt på den 'normale' vis med våben i hånd fra tid til anden.
Denne side sigter på at demonstrere nogle af de forskellige slags plots omkring Jagt, Barks var i stand til at finde på. Ti af de mest afvekslende typer vises herunder, men der er mange flere...

 

 

 

SH02 Anders And på Grønland

Synopsis:
Anders bliver træt af Højben's evindelige held, så han sender ham nordpå med et falsk skattekort. Men Anders' samvittighed vil ikke lade ham i fred...

Bemærkninger:
Dette er et eksempel på en kategori, hvori ænderne jager efter forsvundne personer - i dette tilfælde Højben - som de prøver at lokalisere højt oppe mod nord.
Andre eksempler er pigen der blev opdraget af kænguruer i SR Dingoernes Dronning, nevøerne i AA10/1949 hvor Anders er skoledetektiv samt Anders' forsvundne rejsefæller i AA03/1964 Fortravlet Turist.

 

KL Sheriffen i Seksløberdalen

Synopsis:
Anders tager nevøerne med på en ferietur til det engang så vilde Vesten, hvor han melder sig frivilligt til at fange nogle kvægtyve. Han foregiver at være ekspert...

Bemærkninger:
Barks skrev mange historier, i hvilke forbrydere blev jagtede. En kort listning af de værste kan ses
HER.
I nogle tilfælde lavede Barks intelligente drejninger i de grundlæggende jagt-plots; i AA40/1975 og AA23/1957 var Anders ansat til at jage smuglere, men han var aldrig klar over, når han stod overfor dem. Heldigvis var nevøerne klogere...

 

AA10/1959 På Jagt efter det tabte Arvesmykke

Synopsis:
Anders prøver at tilbagelevere Andersine's værdifulde broche, men det viser sig at være svært, idet en cirkusartist bliver indblandet.

Bemærkninger:
Ænderne har ofte jagtet en mængde relativt små, men værdifulde, objekter. Nogle af de mere spektakulære er hjelmen i SH16 Den gyldne Hjelm, frimærket i AA40/1972 På Jagt efter det magentafarvede Frimærke samt æggene i AA10/1963 De firkantede Æg fra Peru.

 

AA38/1961 Onkel Joakim får Lyst til at prøve noget Nyt

Synopsis:
Joakim savner spænding i tilværelsen, så han følges med Anders og nevøerne ud i ørkenen for at samle pilespidser. De finder også syv gyldne byer...

Bemærkninger:
Nært knyttet til det foregående emne er ændernes mangfoldige skattejagter, hvor store mængder af værdisager kommer for dagens lys. Andre eksempler er AA46/1963 Den gyldne Flod, AA45/1961 Onkel Joakim og Djengis Khans Krone samt AA01/1959 Onkel Joakim på Forretningsrejse.

 

SH22 En gammel Gæld

Synopsis:
Sten Krævenberg præsenterer Joakim for et gyldigt dokument, der overdrager ham alle Joakim's værdier. Dette kan dog undgås, dersom Joakim finder en bestemt kasse med peberrod på havets bund...

Bemærkninger:
Ænderne er også blevet set jagende forholdsvis værdiløse objekter med stor iver. Skønt kassen med peberrod var af uhyre betydning for Joakim, repræsenterede den i sig selv ingen værdi.
I en anden historie, AA06/1961 Tilbage til Fortiden, jagtede Anders og Joakim en tilsyneladende værdifuld spansk skattekiste fra conquistadorernes tid, der viste sig kun at indeholde indskrumpne kartofler. Værdifulde på den tid hvor kisten blev begravet, men værdiløse da de blev fundet.

 

AA27/1967 En Milliard for en Elefant

Synopsis:
Joakim's zoo går dårligt, så for at få lokket flere gæster til, vil han betale en milliard for en prikket elefant med firkantet snabel...

Bemærkninger:
I denne historie forsøger ænderne at jagte et dyr, der til at begynde med kun er tankespind fra Joakim's side. I en anden historie, SA Enhjørningen, jagter de den mytologiske enhjørning.
Men især Anders har haft gentagne sammenstød med sværtfangelige dyr såsom den snedige Grønspætte-blodhund i AA18/1967 Hundefangeren samt den lille og uhyre sjældne sommerfugl i AA23/1994 I Det mørke Afrika.

 

AA08/1958 Onkel Joakim som Guldgraver

Synopsis:
Joakim vædder med Anders om, at han kan finde guld overalt på kloden. De ender midt i den australske ørken...

Bemærkninger:
I nogle historier jagter ænder efter personlig ære. I AA02/1957 konkurrerer Anders i forskellige sportsgrene, og i AA10/1952 er Joakim fast besluttet på at opføre den mest prangende statue af Andeby's grundlægger, Cornelius Blisand.
I yderligere tre historier konkurrerer han indædt mod Guld-Iver Flintesten for at bevise, at han selv er Verdens rigeste and.

 

AA39/1963 Den stribede Rubin

Synopsis:
Joakim vil så gerne være en del af Andeby's jetset, men han mangler kvaliteterne. Så kommer han i tanker om, at han ejer den prestigefyldte stribede rubin...

Bemærkninger:
Anerkendelse og Prestige er også vigtige ingredienser i ændernes liv. Utallige gange har vi bevidnet Grønspætternes evindelige jagen efter titler og medaljer, og ved flere lejligheder har Joakim og Anders kæmpet for at vise, hvem af dem der er den bedste til at udføre bestemte ting; AA43/1959 Onkel Joakim begynder på en Frisk og AA08/1954 er eksempler.

 

SH14 Lejrturen

Synopsis:
Anders og nevøerne er på ferie i de dybe skove, hvor Anders forsøger at tage et billede af en hjort. Men den er ikke samarbejdsvillig...

Bemærkninger:
Ved flere lejligheder har Anders jagtet dyr med sit fotografiapparat. I AA19/1958 prøvede han frenetisk at skaffe sig et præmiefoto af en sjælden spætte, og i AA28/1963 forsøgte han at tage billeder af flere forskellige, vilde dyr.

 

AA50/1961

Synopsis:
Anders er på jagt efter vilde kalkuner med sin gamle bøsse i de nærliggende skove, men de er ikke så nemme at få på sigtekornet...

Bemærkninger:
Endelig er vi nået til dét, som de fleste forbinder med begrebet Jagt, nemlig den normale jagt på dyr hvor man som regel benytter et våben. Barks skrev også nogle få sådanne historier - dog uden anvendelse af våben; to historier hvori Joakim og Anders prøver at fange en ræv med de bare næver (AA06/1949 og AA36/1961) samt to historier hvori nevøerne forsøger at fange forskellige dyr ved hjælp af deres dyrekaldsfløjter (AA01/1959 Onkel Joakim på Forretningsrejse og AA45/1966 Historien om en Guldmine).
Egentlig brug af dødbringende våben er ret sjælden i Barks' historier, hvilket heller ikke er underligt, da de jo netop henvendte sig til børn. Så han fandt omhyggeligt på flere forskellige, intelligente måder at maskere jagten; i AA19/1956 benytter Anders en specialfremstillet vanilleis-bøsse til at nedlægge kalkuner, og i AA04/1963 prøver han at nedkæmpe et næsehorn ved hjælp af en bedøvelsespil.
Historier, hvori dyr rent faktisk bliver dræbt i Barks' andeunivers er ekstremt sjældne, når man ser bort fra fisk, der fanges - og dør - da de åbenbart anses for en slags laverestående væsener. Men i AA08/1949 drog Anders faktisk ud for at skyde en kalkun (men han endte med at dræbe en ørn i stedet), og i AA01/1958 drev Anders kæledyrspasning, og én af nevøerne smækkede fluer for at kunne fodre en gammel edderkop. Se, dét er jagt, der vil noget...

 

Se også den tilsvarende side om Fiskeri HER.

 

 

http://www.cbarks.dk/JAGTHISTORIERNE.htm   Dato 15-09-2005