Carl Barks lavede faktisk et pænt antal tegneserier, hvor hypnose indgår som en vigtig ingrediens. Men denne ingrediens i historierne synes ofte at blive glemt, fordi den som regel kun spiller en kortvarig rolle. Alligevel kan det fastslås, at historierne ikke kunne have fundet sted uden denne ingrediens.
Dette er en side om Barks' brug af hypnose i sine historier. Nogen kunne hævde, at for eksempel ti-sideren om Gearløs' mageløse tænkekasser fra
WDCS141 (AA01/1953) fortjener en plads her, men det er kun de mest selvskrevne historier om hypnose, der er taget med. Ti af disse præsenteres her i den originale, kronologiske rækkefølge.

 

 

 

1945

WDCS059 'Colt Taming'
(AA04/1961)
Anders praler til nevøerne om sine evner for at tæmme en vild unghest. Han kommer snart på en prøve...

Bemærkninger: Barks lod Anders anvende hypnose på hesten, men han havde ikke den nødvendige mentale ballast til at gennemføre forsøget. I 1958 tegnede Barks en lignende historie i WDCS219 'The Little Coyote' (AA36/1959), hvor Anders prøvede at hypnotisere en coyote.

 

1947

FC0159 Adventure Down Under
(GB03)
Anders hypnotiseres til at tro, at han er en kænguru, og han ender i Australien, hvor en hunkænguru terroriserer landet.

Bemærkninger: Anders bliver hypnotiseret af professor Argus Gimleteye - et lysende eksempel på Barks' eminente evne til at frembringe perfekte navne til lejligheden.

 

1948

WDCS091 'The Monkey Party'
(GB04)
Anders prøver at blive del af de finere kredse og arrangerer et haveselskab, hvor nevøerne skal optræde udklædte som aber. Ikke så smart...

Bemærkninger: Barks lavede her en historie, hvor Anders anvender hypnosebriller fra en spøg-og-skæmt-butik. En tilsvarende idé blev brugt i WDCS145 'The Hypnotizer Gun' (AA06/1953).

 

1950

CP2 You Can't Guess
(SH06)
Anders' familie prøver at afsløre, hvad han ønsker sig til jul, for det er den eneste måde, hvorpå nevøerne kan få, hvad de ønsker sig...

Bemærkninger: Hypnotisøren i denne historie, Orville Orb, har et temmelig begrænset virkefelt; han kan kun hypnotisere folk til at tro, at de er kyllinger...

 

1952

WDCS145 'The Hypnotizer Gun'
(AA06/1953)
Nevøerne leger med en komplet harmløs hypnosepistol, men Anders tror, at den er ægte. Og det er den måske også?

Bemærkninger: Sikkert den første hypnosehistorie en Barks-fan kommer til at tænke på. Anders hypnotiseres til at tro, at han er forskellige dyr.
Barks sagde engang: Dette er en type af historie, som kun Anders kan portrættere overbevisende. Mickey kunne aldrig blive 'hypnotiseret' af en så simpel ting, og Fedtmule ville blive det alt for let. Et godt eksempel på Anders' alsidighed som 'skuespiller'.

 

1956

U$16 Back to Long Ago!
(AA06/1961)
Joakim bliver hypnotiseret og erfarer, at han i et tidligere liv var en spansk skibskaptajn, der nedgravede en skattekiste. Han haster afsted for at finde den...

Bemærkninger: Atter et af Barks' opfindsomme navne: Hypnotisøren hedder Mesmer J. Spellcaster. I øvrigt er historien speciel derved, at den faktisk omtaler hele to hypnotisører, hvilket ofte overses; både Joakim og Anders har hver deres hypnotisør...

 

1957

DD52 The Lost Peg Leg Mine
(AA03/1961)
Under hypnose erindrer Joakim, at han engang kendte en guldmine i ørkenen. Han drager ud efter guldet, men det er ikke så enkelt at beholde det!

Bemærkninger: I denne historie betaler Joakim rent faktisk for seancen med hypnotisøren, men det har sin grund. Han forventer at få sine penge igen - med renters rente.

 

1962

WDCS265 Raven Mad
(AA42/1963)
Joakim udstiller sin første mønt på en basar. En dresseret ravn hjælper Hexia til at få fat i den...

Bemærkninger: Hexia's styrke ligger først og fremmest i hendes magiske evner, men fra tid til anden bruger hun også hypnose. I denne historie er ravnen offeret. I en anden historie fra 1962, U$38 The Unsafe Safe (AA05/1963), går det ud over Joakim.

 

1964

U$47 The Thrifty Spendthrift
(MG04)
Anders har købt en speciel projektor, der kan hypnotisere folk til at give gaver. Han opsøger omgående Joakim!

Bemærkninger: Barks lavede nogle få historier, hvori andre opfindere end Gearløs fremstillede ting, der kunne hypnotisere folk. Denne er én af dem...

 

1965

U$57 -The Swamp of No Return
(AA15/1966)
Et super-undervisningsapparat falder i de forkerte hænder. Kort efter render Joakim og Anders planløst rundt i sumpskovene...

Bemærkninger: Apparatet fungerer som en hypnosekanon. Dette grundlæggende tema var også blevet benyttet i WDCS278 Have Gun, Will Dance (AA35/1964) fra 1963.

 

 

http://www.cbarks.dk/HYPNOSEHISTORIERNE.htm   Dato 11-11-2004