brudstykkerne1942-1966

Naturligvis afslørede Barks aldrig, hvor hans Andeby lå, men han fortalte dog, at byen findes i staten Calisota (en sammentrækning af Californien og Minnesota) og baseret på løsrevne oplysninger fra hans historier, mente Don Rosa og nogle italienske donaldister at kunne stedfæste byens beliggenhed. Stedet er Barks' hjemstavn i Oregon!

Fan'en Malcolm Willits opdagede Barks' identitet allerede i 1957, men han kontaktede først Barks i 1960, fordi han indtil da var indkaldt i Hæren

Garé Barks tegnede faktisk en enkelt forside for Western. Det var til WDCS405 og viser Anders And, der rider - højt over - en utæmmet hest, og det var hendes mand, der fik ideen. Han lavede senere et maleri med motivet

Barks undgik politik i sine serier, skønt han havde stærke meninger selv, men han følte, at børn ville være uinteresserede i emnet

Barks tilhører de meget få serietegnere, der læses ligeligt af både børn og voksne

Ganske som Knud-Børge Rapp in AA02/1957 havde Barks alvorlige anfald af høfeber. Han hævdede, at næsen svulmede op som en rød ballon

Dengang Barks opfandt Georg Gearløs, var det kun meningen, at han skulle optræde som en sjælden gæst i historierne. Senere, da figuren var blevet enormt populær, udtrykte Barks sin frustration over, at han ikke havde tegnet ham enklere, f.eks. uden hår, hat, briller og vest

Som følge af sine mange allergier holdt Barks aldrig husdyr. Han sagde dog, at han kunne lide hunde, især de grønlandske huskyer med deres udtryksfulde miner. Han tegnede dem i flere historier, hvor det altid lykkedes ham at indfange deres helt specielle personlighed

I 1960 satte Barks en uhørt præstationsrekord, idet han producerede 358 sider tegneserier, 294 sider manuskript, 15 forsider samt 4 forsideideer

I 1940'erne tegnede Barks tegnefilmsfiguren Droopy efter et modelsheet, som ikke nævnte hundens navn. Han kaldte herefter sin seriehelt for Happy Hound

Barks var en af de uhyre få Disney-kunstnere, der både skrev og tegnede sine historier. En anden var Mickey Mouse-kunstneren Floyd Gottfredson

Det er velkendt, at Barks modellerede Onkel Joakim efter en person i én af Dickens historier. Men han benyttede også Sidney Smith's figur Uncle Bim fra avisserien The Gumps, der blev startet i 1917. Desuden har han senere indrømmet, at han også brugte sig selv som forbillede...

Barks genså aldrig sine originale seriesider, efter at de var afleverede til Western. Han regnede altid med, at de blev arkiverede, men de blev faktisk destruerede!!!

Barks havde aldrig problemer med sin anonymitet i forholdet til sine læsere. Han udtalte engang, at hvis hans identitet var blevet afsløret tidligere, ville han ikke have haft tid til at lave historier

I starten af tegnekarrieren var Barks nødt til at købe sit eget tegnepapir

Carl Barks' tegneserier havde omkring 10 millioner amerikanske læsere i 1950'erne

Barks tegnede kun den excentriske Raptus von And én gang. Det skete i et énsides gag i U$54

I de første år af tegneseriearbejdet følte Barks sig ofte utilstrækkelig i sit virke. Nogle gange så han bare sig selv som 'en mislykket hønsefarmer'

I FC0422 The Gilded Man (AA42/1972 På Jagt efter det Magentarøde Frimærke) anbragte Barks sine ænder i Britisk Guiana, så de kunne møde El Dorado, den legendariske gyldne mand. Imidlertid tog Barks fejl, når han mente, at figuren - der siges at være høvding for Chibcha indianerne - stammede fra det moderne Britisk Guiana; figuren kommer bare fra Guiana, et enormt landområde der oprindeligt dækkede hele den nordøstlige del af Sydamerika fra kyst til kyst

Ifølge Garé var hendes mand generelt utilfreds med, at han ikke måtte signere sine historier. Fra tid til anden forsøgte han at snige sin signatur eller anden form for identifikation ind i historierne, men forsøgene opdagedes altid af Western, der fjernede dem inden trykningen

Historien U$71 King Scrooge the First (AA28/1968 Kong Joakim den Første), som Barks kun lavede manuskript til, er på 21 sider. Alligevel fik Barks betaling for 24 sider ved en fejltagelse

Ifølge Barks selv nåede han sit kunstneriske højdepunkt i 1949. Det var året med bl.a. De firkantede Æg fra Peru og Anders And på Grønland

Barks lavede kun to arbejder med Mickey Mouse; eventyret The Riddle of the Red Hat fra FC0079 (AA46/1988 Balladen om den røde Hat) samt forsiden til WDCS296 (AA19/1966)

De fleste historier udsprang af ønsket om at tegne en bestemt lokation - skov, hav, huler eller hvadsomhelst. Derefter udviklede Barks en historie omkring temaet

Barks gik ofte ned til sin bladhandler i et forsøg på at finde ud af, hvem der egentlig købte hans historier. Men ikke én eneste gang overværede han, at en af hans kreationer blev købt. Børnene foretrak altid Superman og Oswald the Rabbit

Barks benyttede sig af en velkendt tegneteknik, der ikke altid opdages af læseren. Når han tegnede ænderne, lavede han et lagkagesnit i deres øjne i modsat retning af, hvor de kikkede hen. På den måde virkede øjnene mere levende og skinnende, og det var lettere at se, hvad de kikkede på

I fyrrerne anså Barks kun tegneserieindustrien for et modelune, der snart ville forsvinde

I AA11/1957 lod Barks Anders And opfinde en metode til at hæve en sunken båd ved at bruge hule bordtennisbolde. Ideen blev brugt i det virkelige liv efter at et fragtskib med 6.000 levende får sank i Kuwait's havn i 1964. Den danske ingeniør Karl Krøyer pumpede 27 millioner bordtennisbolde ned i skibets lastrum, hvorefter det kom op til overfladen

På et tidspunkt under ansættelsen i Western blev Barks bedt om at tegne andre figurer end ænderne. Det gjorde han så - modstræbende - med sit store talent, men han havde store problemer med Snurre Snup, hvor han ikke var i stand til at ramme kaninens ansigsudtryk ordentligt. Andre tegnere fik siden til opgave at lave hovederne om

I 1950 tegnede Barks WDCS127 (AA10/1951). I første rude på side 2 ses en bog med titlen Mein Kampf (Bortretoucheret i den danske udgave!). Bogen henviser til Anden Verdenskrig og Adolf Hitler, der skrev værket. Carl Barks placerede bogen på lossepladsen for at understrege, at Hitler hørte til på det usleste sted - en losseplads. Dette er det eneste tilfælde, hvor Barks lavede en direkte politisk kommentar i sine serier

Generelt blev historierne med Bedstemor And og Andersine And kun tegnet af Barks. Han betragtede arbejdet som et dejligt frikvarter med hurtige penge, og han var ikke nødt til at skrive historierne, hvilket heller ikke var så godt betalt

Især Anders And's næb ændrede udseende i tidens løb. Dets længde var for en stor dels vedkommende dikteret af andre folks meninger

Første gang Barks' arbejde som Disney-kunstner blev offentligt anerkendt var i 1955 i magasinet Fortnight. I en artikel af Charles Beaumont bliver han benævnt The Dalai Lama of Scripsters

Barks var glad for at tegne forsider, fordi de indbragte 50 dollars i modsætning til seriesidernes 34 dollars

Barks opfattede altid sine ænder som en slags mennesker, hvilket i ét tilfælde bevirkede en smule forvirring blandt de amerikanske læsere. I historien Only a Poor Old Man (SH08 Den snedige Onkel Joakim) kom han først senere til at tænke på, at den burde have heddet Only a Poor Old Duck

Barks færdiggjorde altid én historie, inden han begyndte at tænke på den næste. Han kunne ikke koncentrere sig om flere på én gang

Det er velkendt, at Barks genbrugte en del af sine tisiders historier. Det blev gjort af to grunde: dels fordi han var presset tidsmæssigt af deadlines, og derfor ikke havde nødvendig tid til at finde på nyt, og dels fordi Western rent faktisk tilskyndede det. Man mente, at de gamle historier var alt for gode til at skrinlægge og at ny generationer voksede op hele tiden uden alligevel at kende originalhistorierne. Forlaget tænkte åbenbart ikke på samlere!

I U$64 Treasure of Marco Polo (AA27/1997 Marco Polos Skat) forsøger Joakim at gemme sig i Andeby's ambassade, mens han er i Bangsok. Tydeligvis opfattede Barks Andeby som værende en bystat, idet den officielle bygning flager med sit eget flag, der portrætterer en and

Barks var ryger i mange år, men han kvittede vanen inden sin pensionering