Dette
er en side om de ganske få af Carl Barks' originale
tegneseriesider, der har overlevet til i dag. Nogle finder det måske
underligt at høre, at kun en brøkdel af tusindvis af
originalsider har overlevet, men det er der en grund til; dengang
Barks tegnede sine historier, var tegneserier ikke anset som læsestof
med langtidsværdi - ja, rent faktisk anså Barks selv
tegneserier som et modefænomen - så der var ikke nogen grund
til at gemme originalerne.
På det tidspunkt havde Barks' forlag Western dusinvis af tegnere
ansat, som producerede en bred vifte af forskellige serietitler,
og Western havde ingen plads til at opbevare det kolossale antal
originalsider. De havde heller ingen grund til det, for efter at
de havde modtaget materialet fra tegnerne, blev de store tegneark
affotograferede til trykning, hvorefter arkene var tilovers. De
blev bragt ned til Western's store fyr, hvor de uceremonielt blev
brændt!
I
dag kan vi finde en smule trøst i det faktum, at omkring 2% af
Barks' originalsider trods alt har overlevet. Det skyldes flere
heldige omstændigheder; nogle af siderne blev afvist af forlæggeren
(hvorefter de forblev i Barks' varetægt), andre sider eller
ruder blev klippet ud (og derefter arkiverede hos Barks), mens
atter andre sider blev reddede fra fyret af nogle af Western's
medarbejdere. Det meste originalmateriale har senere været
offentliggjort i forskellige medier såsom gigantbogværket The
Carl Barks Library, men her vil du finde en fuldstændig redegørelse
for alle de færdiggjorte (dvs. tuschede) sider, og hvad der er hændt
med dem - med undtagelse af forsider og énsiders historier.
Meget af materialet er nu på private hænder, og det er ikke
denne hjemmesides ønske at afsløre nøjagtige oplysninger om
sidernes ejermænd eller de afgivne priser, idet den slags
information tilhører privatlivets fred. Alligevel kan der
udfindes mange oplysninger, hvoraf flere er krydrede med Barks'
egne, korte kommentarer om sine originalsider.
Bemærkninger:
A. Flertallet af de overlevende historier og
ruder forblev i Barks' varetægt resten af hans liv. Det vil
sige, at han arkiverede dem for aldrig at sælge dem videre - med
enkelte undtagelser. Det betyder også, at de i dag ligger i
forvaring under Bank of America's hvælvinger, hvorfra de senere
bliver frigivne - sandsynligvis i 2005.
B. Tegningerne, der vises på de underliggende
sider, er blevet farvelagt af denne hjemmeside, så de kan fremstå
bedst muligt.
http://www.cbarks.dk/ORIGINALSIDERNE.htm | Dato 24-08-2004 |