Anders er den eneste bilist, som kun har ét køretøj (bortset fra de få og korte øjeblikke, hvor han vinder ét). Den enestående, røde bil med nummeret 313 er den ene af to, som Barks ikke selv skabte. Køretøjet opfandtes af den helt fænomenale tegner Al Taliaferro, der helt alene huserede i avisstriberne med andehistorier gennem mange år.

Barks opfandt ikke nummeret 313 til Anders Ands bil. Han hævdede dog, at det ikke stod for andens fødselsdag den 13. marts (som amerikanerne skriver 3-13), men skyldtes det faktum, at 13 betragtes som et uheldigt tal. Havde man siden nummeret 313 var det simpelthen ensbetydende med en tredobbelt dosis uheld

Barks brugte aldrig længere tid på at opfinde et særligt slags køretøj til Andersine, eftersom hun sjældent havde behov for at tage nogen steder hen, andet end at det kunne klares med Anders og hans bil. Men enkelte gange var Barks nødsaget til at vise Andersine med egen bil, og det var en forskellig én hver gang. Det lader dog til, at hendes favoritkøretøj er dét, der ses yderst til højre

Joakim synes at eje en stor bilpark med prangende køretøjer, og han har endda chauffører til dem alle. Egentlig ret underligt, når man husker, at den gamle gnier altid vender enhver krone, inden han giver den ud

Noget overraskende virker det som om Bedstemor And ejer to biler (med numrene 1890 og 1902 (der ikke er deres produktionsår, hvilket forklares herunder)), skønt det normalt antages, at hun altid kun havde den samme karakteristiske model. Hun kører den eneste bil, Barks tegnede fra den virkelige verden - et elektrisk drevet køretøj fra Detroit Electric Company. Det dukkede op første gang i enkelte af Al Taliaferro's avisstriber, men Barks benyttede køretøjet ret ofte.

Lidt teknik: Som nævnt ovenfor har de to numre intet med produktionsårene at gøre, skønt Detroit Electric rent faktisk producerede biler på tidspunkterne. Men det design, vi alle kender, kom ikke på gaden før i 1908. Modellen blev kaldt Priscilla, og den sidste i den serie kørte af samlebåndet så sent som i 1920'erne. Fotoet viser 1914-udgaven.
Som elektrisk køretøj hidrører næsten to trediedele af totalvægten fra de mange batterier, der gav bilen en aktionsradius på omkring 120 kilometer ved en højeste hastighed på 50km/t. Den blev regnet for en damebil, da den stort set ikke skulle vedligeholdes, og startproceduren var også helt enkel, da den hverken behøvede startsving eller choker. Styringen foregik med et enkelt håndtag, der gennem et hul i gulvet havde direkte forbindelse ned til forakslen. Førersædet var drejeligt, og alle vinduerne var monterede med gardiner