CARL BARKS. Et navn, der var helt ukendt af offentligheden for en god menneskealder siden, for alle serierne i bladene var kun 'stemplede' med Disney's navnetræk. Men hans kunst var både kendt og efterspurgt af Anders And-læserne. De havde længe været klar over, at historierne med Anders var lavet af mange forskellige tegnere - det kunne ses på både billeder og historier - men der var én af dem, der ragede højt op over de andre.
I mangel af bedre benævntes han snart af de indviede som Den gode Tegner. Netop hans tegninger sprudlede af energi, komposition og klarhed, og hans fortællinger var både geniale, afvekslende og sprængfyldte med ideer. Og så kunne de endda opfattes i flere forskellige planer af såvel børn som voksne. Han var MESTEREN.

 

 

ARBEJDSTIDEN

Barks var en udpræget arbejdsnarkoman, der i gennemsnit tegnede imponerende 200 sider om året (med den utrolige rekord af 358 sider i 1960). Den daglige arbejdstid var fra 13.00 til 22.00 med pauser. Han nød ensomheden ved tegnebrættet og havde ingen hobbies eller andre interesser. TV kedede ham.
Hvis han en sjælden gang lod sig lokke udendørs, var det helst i biografen, hvor han yndede cowboyfilm. I øvrigt holdt han næsten aldrig ferie, og til udlandet kom han først i sine sidste leveår.

INSPIRATIONEN

Når Barks begyndte at skrive en historie startede han med slutningen. Han udtænkte et klimaks, hvorefter han spurgte sig selv, hvordan figurerne kunne være kommet i den situation. Flere plots blev til som en følge af de mange jobs, han havde forstand på fra sin ungdom, hvor han prøvede lidt af hvert gennem en tyve års periode.
Men Barks var aldrig klar over, hvor inspirationen egentlig kom fra. Den hawaiiansk fødte Margaret Williams – der blev kaldt Garé og var Barks’s tredje kone - afslørede engang, at hendes mand hurtigt vænnede sig til at have blok og blyant liggende på natbordet, for han fik en masse af sine ideer i drømme.
Når Barks havde skrevet et par sider af historien, så skitsede han lidt – og skrev noget mere. Først to trediedele henne i arbejdet layoutede han historien færdig, så den kom til at passe til sidetallet. En typisk 10-siders historie blev netto skrevet på sammenlagt 4 dage og tegnet på 6 dage. Totalt 10 dage.

 


Ved tegnebordet

TEGNINGERNE

Barks benyttede blyant, tuschpen og pensel samt et specielt tysk papirfabrikat med et format på 406x584mm. Det blev delt på tværs, så han tegnede en del færdig ad gangen.

Han havde fra sin tegnefilmstid hos Disney lært betydningen af, at der hele skete noget spændende, så filmen flød glat afsted. Denne lærdom overførte han til sine tegneserier, således at han altid sørgede for, at den sidste rude på hver side lagde op til, at læseren absolut lige måtte se, hvad der nu skete på den næste side.
Historien skrives færdig og udlægges på siderne som skitser med blå blyant. Rent teknisk kan den blå farve ikke ses i den senere reproduktion, så man tegner bare løs uden senere at behøve at viske ud efter sig. Figurerne optræder altid i centrum, og billederne bygges harmonisk op omkring dem.


Manden bag anden

   Når råskitserne til en historie var klar, satte Barks dem op i foreløbig rækkefølge på en tavle. Til en almindelig 10-siders fortælling kunne han let lave, hvad der svarede til 15 eller 20 sider, og han måtte så udelade flere ideer (suk!) og prøve at komprimere resten.

Teksten skitses også med blå blyant, og Barks arbejder altid meget omhyggeligt med at gøre teksten knap og fyndig (Jeg vil hellere bruge ét ord i stedet for fire).

TEKSTEN

Barks gjorde fantastisk meget ud af teksten. Han ønskede under ingen omstændigheder at tale ned til sine læsere eller lade dialogen være noget uvæsentligt, selvom man af billederne alene kunne se, hvad der foregik. Han havde altid en nøje sammenhæng mellem figurerne, der havde helt distinkte ansigtsudtryk i de forskellige situationer og teksten, der var et tilskud - ikke en gentagelse - til billederne.
Teksten blev yderligere poleret og efterpoleret, indtil den fyndigt og kort udtrykte præcis, hvad den skulle. Intet under at voksne også får en masse ud af netop Barks' serier.

Jeg prøvede altid at skrive en historie, der var så underholdende, at jeg ikke ville have noget imod at købe den selv, sagde han engang beskedent, og han fortsatte: Jeg ved godt, man forventede, at jeg fortalte for et publikum af 12-årige. Men jeg havde større tiltro end udgiveren til den 12-åriges intelligens. Jeg syntes bare, børnene skulle have en vedkommende oplevelse for deres 10-cent.
Derefter foretoges tuschning af figurerne, hvor ansigterne blev færdiggjort før kroppene.

Garé hjalp med påføringen af teksterne, et arbejde hendes mand afskyede, og hun tuschede også de store sorte flader og tegnede mange baggrunde (hun var uddannet landskabsmaler). Garé startede i 1952 og fortsatte resten af tiden.

BETALINGEN

Betalingen var på ingen måde fyrstelig, men svarede kun til en almindelig amerikaners gennemsnitsløn. Barks modtog maksimalt 45,50 dollars pr. side fordelt på manuskript med 11,50 og tegninger med 34,00.

CENSUREN

Barks var altid uhyre omhyggelig med ideer og sprogvalg, for han var rædselsslagen ved tanken om, at forlagene skulle forkaste hans materiale, så arbejdet havde været spildt. Det var dog også kun ved ganske sjældne lejligheder, han blev bedt om at tegne enkelte ruder om.

I starten gav Barks altid nøjagtige direktiver for hvilke farver, han ønskede i de enkelte ruder, men det endte altid med, at forlagene gjorde, som de selv syntes, så han resignerede til sidst. Hvis jeg bad om en gul ørken, lavede de den altid rød, sukkede han engang under et interview.

  


Ved staffeliet

En anden ting, Barks græmmedes over, var, at Disney ikke kunne acceptere 'rigtige' mennesker i serierne. Han måtte gerne tegne, så folk lignede mennesker, men de skulle forsynes med hundesnuder, grisetryner eller andenæb. Alligevel lykkedes det faktisk Barks at tegne mennesker i ikke færre end 20 af sine historier, hvoraf OS308 'Dangerous Disguise' (GB0203 'Farligt Møde') er den mest markante, idet han gennemførte hele historien ikke alene med rent menneskelige skurke men også med rigtige kvinder, der tilmed havde yppige former. Redaktøren må sandelig have været i godt humør den dag, Barks fik godkendt historien!!!


Selvportræt som pensionist

  

NEDTRAPNINGEN

Barks’ seneste historier mangler storhedstidens glød og eventyrlyst, hvilket han også selv indrømmede. Næsten alle fortællingerne foregår nu i Andeby, men hans tegnekunst fornægter sig stadig ikke; figurerne er prægede af livslang rutine, og de har forlængst fundet deres optimale form og udtryksmåde.

Historiernes intensitet og fortælleglæde falder derimod en del – selvom enhver anden tegner garanteret gerne ville give en månedsløn for en ide af Barks' standard – men hans knappe og klare fortælleform fortsætter uændret.

OTIUMMET

Barks stoppede officielt den 30. juni 1966, fordi han følte sig udbrændt, men han fortsatte dog til 1973 med at indsende manuskripter til Disneybladet ’Huey, Dewey and Louie Junior Woodchucks’, hvor Rip, Rap og Rup optræder som grønspætter. Det blev til 24 lidt tyndbenede historier, hvortil Barks lavede løse skitser, som hollænderen Daan Jippes for øvrigt rentegnede på et senere tidspunkt.

Derudover tegnede han sporadisk forsider til forskellige af Disney’s mange andeblade. Den sidste lavede han i 1977 til GoldKey-blad nr. 25 ’Donald & Daisy’.

I 1971 blev Barks af en fan opfordret til at lave et oliemaleri med andemotiv til en pris af 150 dollars(!!!). Som den venlige mand han var, forespurgte Barks halvt i spøg Disneykoncernen, om han mon kunne få lov til dette, og højst forbløffende for alle opnåede han speciel tilladelse for en kortere årrække. Han nåede at fremstille 122 malerier, inden koncernen stoppede udgivelserne ved hjælp af komplicerede copyrightregler, hvorefter Barks roligt fortsatte sit arbejde med billeder af andre fantasifigurer. Men det er jo en helt anden historie...

 

   

I DANMARK

Til trods for at Barks virtuost skildrede steder fra næsten hele verden, var han aldrig selv udenfor USA, før han i 1994 - som 93-årig! - takkede Ja til at tage til Europa for at besøge sine mange fans.
Den energiske pensionist gennemførte en flere ugers rundrejse, der kunne have taget pippet fra de fleste, for overalt blev han mødt af horder af fanskarer. Men han tog det helt afslappet. Kun udtrykte han gang på gang sin store glæde og oprigtige forbløffelse over sin åbenlyse berømmelse.

I starten af juni måned kom Carl Barks til Nationalmuseet, hvor en større samling af hans originale malerier var udstillede, og jublen fra hans fans ville ingen ende tage. Mesteren kvitterede med en hurtig skitse til danskerne, der til fulde beviste, at han skam kunne endnu.

    

 


DET SIDSTE ORD

Jeg har altid opfattet mig selv som en uheldig person ligesom Anders, der er et offer for så mange omstændigheder. Men der findes ikke eet menneske i USA, som ikke kan sammenlignes med ham. Han er alt, han er alle. Han laver de samme fejl, som vi alle laver. Nogle gange er han en bandit, ofte er han en virkelig helt, og han er altid den samme klodsede person, vi alle er, og jeg tror, det er en af grundene til, at folk kan lide denne and.


m

 

Mesteren døde den 25. august 2000

 Hans lige ser vi aldrig igen...

 

 
http://www.cbarks.dk/MESTEREN.htm   Dato 25-01-2002